Sådan går vi til et billede, før vi tør stole på det

Derefter kører vi billedet gennem omvendt søgning. Jeg lader deltagerne prøve flere søgetjenester efter hinanden, fordi de sjældent finder det samme. En tjeneste kan vise et ældre opslag, en anden en nyhedsside, en tredje intet. Resultaterne gemmer vi som skærmbilleder med dato for søgningen, så vi kan se tilbage på, hvad vi fandt, og hvornår.

Vi beskærer også billedet og søger på udsnit: en bygning i baggrunden, en skiltetekst, et ansigt uden for centrum. Ofte ligger svaret i en detalje, som hovedsøgningen overså. Det vigtigste er tålmodighed. Første resultat er sjældent det ældste, og det ældste er det, vi leder efter, fordi det viser, om billedet allerede fandtes, før den påstand, det nu bruges til.

Så ser vi på filens metadata, hvis den findes. Tidspunkt, kameratype og nogle gange et sted kan stå i filen. Jeg viser deltagerne, hvordan de læser disse oplysninger, men også hvorfor de ikke kan stå alene. Mange sociale platforme fjerner metadata, når et billede lægges op, og oplysningerne kan redigeres af den, der ejer filen.

Derfor behandler vi metadata som et spor, ikke som et bevis. Stemmer det med resten af vores noter, styrker det billedet. Modsiger det dem, bliver det et spørgsmål, vi skal forfølge. Er der slet ingen metadata, skriver vi det blot ned som en tom rubrik. Fraværet siger ikke, at billedet er falsk, kun at dette spor ikke kan bruges.

Et billede kan være ægte og alligevel bruges forkert. Derfor bruger vi en stor del af tiden på sammenhængen. Hvem lagde billedet op først, så vidt vi kan spore det? Hvilken tekst fulgte med dengang, og hvad står der nu? Er det samme motiv, men en anden begivenhed? Jeg lader deltagerne lave en lille tidslinje over, hvor billedet har været.

Her opdager mange, at en påstand ikke handler om billedets ægthed, men om dets titel. Et ægte foto fra en gammel demonstration kan cirkulere som billede fra en ny. Vi spørger også, hvem der har gavn af, at netop dette billede deles lige nu. Det er ikke for at mistænke nogen, men for at forstå, hvorfor billedet ligger, hvor vi fandt det.

Til sidst samler vi alt i et ark. Billedets udseende, søgeresultater, metadata, tidslinje og vores vurdering får hver sin række, og hver række har en kildehenvisning og en dato. Det er det samme princip, vi bruger i kurset om organisering af beviser: En anden skal kunne følge dine skridt uden at spørge dig, hvad du mente.

Jeg beder deltagerne formulere konklusionen i tre grader: billedet kan understøttes, det kan ikke afgøres, eller det kan afvises i den påståede sammenhæng. Mange er overraskede over, hvor ofte svaret bliver det midterste. Det er helt i orden. At skrive 'ikke afgjort' og forklare hvorfor er en lige så ærlig konklusion som et klart ja eller nej.