Bevisark i regneark eller på papir: hvad passer til dit tjek

Regnearket giver dig kolonner, du kan sortere. Typisk har du én række pr. kilde med kolonner til påstand, kildens navn, link, dato for udgivelse, dato for dit tjek og din vurdering. Du kan filtrere på de kilder, du endnu ikke har kunnet bekræfte, og du kan kopiere en hel række ind i en rettelse, hvis du senere skal dokumentere noget.

Styrken er søgbarhed. Efter to uger kan du finde den ene kilde om et tal uden at bladre. Svagheden er, at et regneark inviterer til at fylde for meget i cellerne. Jeg har set ark med tyve kolonner, som ingen andre gad læse. Hold dig til få kolonner, og skriv vurderingen i en kort sætning, ikke i et afsnit.

Husk også, at et link kan forsvinde. Gem derfor en dato for, hvornår du så siden, og noter, hvis siden senere ændrer sig. Regnearket gør det let at tilføje en kolonne til netop det.

Papirarket tvinger dig til at vælge. Der er kun plads til en begrænset mængde tekst, så du må afgøre, hvad der er vigtigt. Mange deltagere fortæller, at de tænker klarere, når de tegner pile mellem en påstand og dens kilder i hånden. Du kan lægge flere ark ved siden af hinanden og se hele billedet på én gang.

Ulempen er tydelig: Papir kan ikke søges, og det er besværligt at dele. Skal en anden gennemgå dit arbejde, må du fotografere arket eller skrive det af. Rettelser bliver også rodede, hvis du overstreger meget. Til gengæld er papir godt til en første gennemgang, hvor du endnu ikke ved, hvad der er relevant.

Det er også en fordel, at du ikke bliver fristet af skærmen. Du kan ikke åbne en ny fane midt i en tanke, og det giver ro til at vurdere en kilde grundigt.

Det store skel viser sig, når du undersøger mere end en håndfuld kilder. På papir bliver arket hurtigt overfyldt, og du begynder at skrive småt. I et regneark kan du blot tilføje rækker og stadig finde rundt. Det gælder især, når en påstand har flere led, og hvert led kræver sin egen dokumentation.

Til gengæld kan et regneark skjule, at du mangler noget. En tom celle ser ikke så åbenlys ud som et tomt hjørne på et papirark. Derfor beder jeg deltagerne markere tydeligt, hvad der er bekræftet, delvist bekræftet og ubekræftet, med de samme tre ord hver gang.

Uanset medie gælder det, at et andet menneske skal kunne følge dit spor uden at spørge dig. Det er prøven på, om arket er godt nok. Læg det foran en kollega og se, om vedkommende kan forklare konklusionen tilbage til dig.

Min anbefaling er en kombination, hvis du har tid. Start med et papirark og skriv påstanden øverst. Notér, hvilke kilder du vil opsøge, og hvad der ville kunne afkræfte påstanden. Det giver dig en plan, før du lader dig lede af søgeresultater. Når du har samlet dine fund, overfører du dem til et regneark med få, faste kolonner.

Hvis du kun vil bruge ét værktøj, så vælg regnearket til alt, der skal deles eller gemmes, og papiret til alt, der kun er til dig selv. Mange tjek er korte, og så er et ark på et A4-papir fuldt tilstrækkeligt. Det vigtige er, at du vælger på forhånd, så du ikke skifter midt i forløbet.

Skriv altid dato og din egen vurdering ved hver kilde, og noter hvad der gør dig usikker. På den måde kan du eller andre vende tilbage uger senere og forstå, hvorfor konklusionen blev, som den blev.